Fakta

De Paralympiske Lege starter d. 7. september 2016 med en stor åbningscermoni og slutter d. 18. september.

For at opnå en retfærdig konkurrence for alle deltagerne på trods af handicap under De Paralympiske Lege, er de inddelt i fire forskellige kategorier med tilpasset program. Kategori 1, er for dem med de største handicap og kategori 4, for dem med de mindste handicap, Susanne Sunesen deltager under legene som en kategori 3 rytter.

CSK støtter lokal OL-rytter

Susanne Sunesen 23 08 2016 6 Collage

 

Dressurrytteren Susanne Sunesen og hesten CSK Que Faire fra Stutteri Thy i Hundborg er netop nu i gang med de sidste forberedelser, inden de sammen med de 13 andre danske deltagere skal kæmpe for Danmark til De Paralympiske Lege 2016 i Rio.

 

Når rytteren Susanne Sunesen og hesten CSK’s Que Faire rider på banen i Rio til De Paralympiske Lege i september, er det med stålvirksomheden CSK fra Thisted som personlig sponsor.

”Som virksomhed ønsker vi at støtte og have et engagement i det lokalsamfund, vi befinder os i. Det gør vi blandt andet ved at handle lokalt, men også ved at støtte en så stålsat og ambitiøs eliteudøver som Susanne Sunesen, så det bliver muligt for hende at fokusere på det, hun er bedst til,” fortæller økonomidirektør for CSK Peter H. Andersen.

Landstræner for det danske paradressur landshold i dressur David Amager uddyber:

”Susanne Sunesen er top professionel, hun er fokuseret, psykisk stærk som få og hører til blandt de bedste i verden. Den økonomiske frihed og opbakning det giver, når et firma som CSK siger, de tror på en som sportsudøver er alfa og omega og medvirkende til, at forberedelserne til legene i Rio for Susanne Jensby har været optimale.”

Også Susanne Sunesen selv er glad og stolt over det nye samarbejde, og påskønner det mentale overskud sponsoratet er med til at skabe for hende.

”Jeg har længe søgt en sponsor. Den økonomiske frihed, som samarbejdet med CSK giver mig, gør at jeg kan fokusere på det egentlige, og det har virkelig gjort at vi til legene i Rio er optimalt forberedt både mentalt og fysisk.”

 

Vejen til OL

Susanne Sunesen og CSK Que Faire blev allerede i april  2016 udtaget som den første danske rytter til De Paralympiske Lege i Rio 2016. Det skete på baggrund af en række gode placeringer, blandt andet, en guldmedalje ved De Nordiske Mesterskaber 2015, to EM sølvmedaljer i 2015 og en VM bronzemedalje i 2014. Det er Susanne Sunesens andet OL, og under de Paralympiske Lege i London 2012 blev det til en samlet femte plads. Om målet for Rio udtaler Susanne Sunesen:

”Vi har haft et rigtig godt forår og sommer, hvor træningen er gået helt efter planen. Det er altid en udfordring at ramme den bedste konkurrenceform for både mig og  hesten på samme tid og på den rigtige dag, men hvis alt går efter planen, og vi falder godt til i Rio efter rejsen, håber og tror jeg bestemt på at få en medalje med hjem til Danmark”.

Forberedelserne til Rio har stået på siden De Paralympiske Lege i London 2012 sluttede og udover de mange timers daglig træning til hest har Susanne Sunesen også konditionstrænet fem gange i ugen for at opnå større udholdenhed i forhold til varmen i Rio.

 

Et liv med heste

Privat er 39-årige Susanne Sunesen gift med sin træner Helmer Sunesen, som hun sammen driver Stutteri Thy i Hundborg med. Sammen har de datteren Sara på seks år. Susanne har redet, siden hun selv var syv år gammel i Hundborg/Midtthy Rideklub. Som 29-årig fik Susanne Sunesen en 500 kg tung halmballe ned over sig i stalden og brækkede ryggen og blev som følge deraf delvis lam fra navlen og ned. Først var hun lænket til en kørestol, men med intensiv genoptræning har hun med tiden opnået en vis førlighed og kan i dag gå delvis med krykker. Allerede et år efter ulykken havde Susanne Sunesen kæmpet sig tilbage i sadlen bl.a. med hjælp fra de specialdesignede klik-stigbøjler hendes mand Helmer Sunesen designede. 

Du kan følge det danske dressurhold på deres Facebookside ”Paraequestrian Dressage Team Denmark,” der løbende bliver opdateret med resultater og på DR.